Her står det, folk tit spørger om, når de lejer en af vores maskiner. Ved nogle af dem ligger der en brugsvejledning, I kan hente som PDF. Står svaret ikke her, så ring på 75 17 40 08 — så forklarer vi det.
Driller noget under festen, så ring på vagttelefonen 51 51 25 08. Ring hellere én gang for meget end én for lidt — når festen er slut, kan vi desværre ikke gøre ret meget.
I skal ikke gøre maskinerne rene. De skal skilles ad, så vi rengør dem altid selv efter brug.
Fadølsanlæg
Hvornår skal anlægget tændes?
30 minutter før den første øl skal skænkes — så er det kølet ned. Ellers skummer det.
Hvor mange glas er der i en fustage?
En fustage på 25 liter giver omkring 60 glas.
Hvorfor skummer det?
Tjek først, at anlægget kører, og at der er tændt for kulsyren. Hold fustagerne kolde — varme giver meget skum. Åbn hanen helt, og hold glasset skråt. Første glas fra en ny fustage er altid skum — det er normalt. Skru aldrig selv på trykket. Det må aldrig komme over 3 bar — bliver det for højt, kan øllet i hele fustagen blive ødelagt. Er I i tvivl, så ring på vagttelefonen 51 51 25 08.
Læs mere i Fadøl uden bøvl.
Slushice-maskine
Hvornår skal den tændes?
Mindst 1 time før, I skal bruge slushicen. Vippekontakten på fronten skal stå på 2 (slush).
Hvor meget saft skal der i?
1 del saft til 5 dele vand — 1 liter saft og 5 liter vand giver 6 liter, en fuld beholder. Brug aldrig kun vand. Se alle smagene og regn ud, hvor meget I skal bruge, på Slushice-opskrifter.
Må vi bruge saft fra supermarkedet?
Nej, kun saft købt hos os. Nogle safter misfarver maskinen og ødelægger dele indeni — så må vi kræve erstatning. Ekstra saft (2 liter) kan lejes med.
Skal vi gøre maskinen ren?
Nej. Tøm beholderne fra hanen, før I afleverer — vi rengør den.
Saftevandsmaskine
Hvor meget kan der være i den?
Det er en Ugolini med 2 beholdere à 12 liter — 24 liter saftevand i alt.
Hvor meget saft skal der i?
1 del saft til 8 dele vand.
Skal vi gøre maskinen ren?
Nej, vi rengør den efter brug.
Kaffemaskine
Hvor meget kaffe skal der i?
7–8 spiseskeer kaffe til en fuld kande på 1,8 liter.
Hvor lang tid tager det?
Ca. 10 minutter at brygge en kande.
Popcornmaskine
Hvordan laver vi popcorn?
Kom 50 ml olie og 150 g majs i gryden, sæt låget på, luk glasdøren, og tænd for gryden. Efter ca. 4 minutter er popcornene klar. Drys salt på bagefter efter smag.
Hvornår skal vi slukke?
Når der går 2–3 sekunder mellem knaldene. Sluk for gryden, og tøm den — ellers brænder majsene på.
Hvordan holder vi popcornene varme?
Tænd for varmen nede i maskinen. Popcornene tages ud med skeen gennem glasdøren og det nederste dæksel.
Hvad skal vi passe på?
Hold glasdøren lukket, mens der poppes. Lad aldrig olie dryppe ned på varmepladen, og hæld aldrig vand på den. Gå aldrig fra maskinen, når gryden kører.
Nachosvarmer
Hvad gør den?
Den holder nachos varme ved lav varme — den laver dem ikke. Det er samme slags maskine som popcornmaskinen, bare kun med varme.
Skal vi gøre den ren?
Nej, vi rengør den efter brug.
Højttaler LD Maui
Hvordan sætter vi den op?
Sæt mellemstykket og toppen på: 1 til 1 og 2 til 2 — tallene står bag på. Sæt strømkablet til, og tænd på power-knappen.
Hvordan kobler vi telefonen til?
Hold den lille grå knap ved Bluetooth-symbolet inde, til det blå lys blinker. Find højttalerens navn på telefonen (fx «LD G11»), og par den.
Hvordan skruer vi op og styrer bassen?
Lyden skrues op på telefonen og med knappen Main level øverst. Bassen styres med Sub level.
Lamper — Apelight Maxi
Hvordan tænder vi lampen?
Hold knappen bag på lampen inde i ca. 1 sekund. Et kort tryk gør ingenting.
Hvordan skifter vi farve?
Med pilene på fjernbetjeningen. Hold venstre pil inde for hvidt lys og højre pil for regnbue.
Hvorfor blinker lyset med musikken?
Så er musik-styringen slået til. Tryk på mikrofon-knappen på fjernbetjeningen for at slå den fra.
Hvordan ser vi, om batteriet er ved at være tomt?
Skru lysstyrken helt ned: grøn er mere end halvt, rød er mindre end halvt. Blinker lampen 3 gange rødt og slukker, er den tom — sæt laderen til. Brug kun den lader, der hører til lampen.
Gasgrill
Hvordan tænder vi grillen?
Grillen har 4 zoner. Hver zone tændes på sin egen knap på fronten — så kan I nøjes med at tænde dem, I skal bruge.
Hvad skal vi passe på?
Grillen bliver meget varm, også udenpå. Rør ikke ved den, mens den er tændt, og hold børn væk.
Skal vi gøre grillen ren?
Nej, vi rengør den.
Telte og gulv
Hvordan lægger vi gulvet?
Pladerne lægges på tværs af teltet i forbandt — store plader på 2 m og små på 1 m. Vejledningen viser, hvordan de skal ligge i hvert telt, og hvor mange plader der skal bruges. På siden Sådan lægger I gulvet kan I regne ud, hvor mange plader jeres telt skal bruge.
Hent vejledning til gulvet (PDF)
Hvor højt er teltet?
Siderne er 2,2 m høje. På midten, ved kippen, er et 6 m telt 3,32 m højt og et 9 m telt 3,84 m højt.
Er teltene certificerede?
Ja. Her er inspektionscertifikaterne for vores 6, 9 og 12 m telte.